Ludomani

Spilleren tænker meget på spil, når de ikke spiller, og kan have svært ved at fokusere på andre ting. De tæller måske timerne, til de kan spille igen og planlægger eller aflyser aftaler, så spillet kan komme i første række.

Spilleren har behov for at satse mere og mere, når de spiller, for at opnå den samme spænding. Dette er knyttet til dopaminproduktionen i hjernen og virker på samme måde som ved stofmisbrug.

Spilleren er ikke i stand til at stoppe med at spille, selvom de ønsker at stoppe. De opdager, at deres spillevaner er upassende, men når de forsøger at skære ned eller stoppe, mislykkes de.

Spilleren oplever abstinenser, når de ikke spiller. De kan komme til udtryk i form af vrede, stress, angst eller sørgmodighed. Stærkere og mere alvorlige abstinenser kan være feber, rystelser og panikanfald.

Spilleren bruger spil til at afhjælpe dårligt humør eller angst, da spillet har en beroligende her-og-nu-effekt. Men i det lange løb har personer med ludomani ofte forvrænget tænkning.

Spilleren bruger spil som en belønning eller en metode til at fejre, hvis der er sket noget godt i deres liv. Dette er en problematisk adfærd, som kan være et tegn på, at man lider af ludomani eller er ved at udvikle det.

Spilleren spiller for at kompensere for økonomiske tab i forbindelse med spil. I stedet for at stoppe, fortsætter spilleren med at jagte den ene, store gevinst, der kan fungere som et plaster på såret for tabet. I sidste ende kan det resultere i at de spiller for penge, de ikke har råd til at miste, og lider endnu større økonomiske tab.

Spilleren skjuler sine spillevaner overfor venner og familie. De lyver om, hvor ofte de spiller og hvor meget, de spiller for. Det er et tydeligt tegn på, at spillevanerne ikke er sunde, og at spilleren selv er klar over det. Det kan være et godt første skridt i retning mod at få hjælp, hvis spilleren selv er opmærksom på, at deres vaner er usunde.

Spilleren begår forbrydelser for at have råd til at spille. Det kan være ved at stjæle penge fra familie og venner og tro, at de vil betale tilbage, men det sker aldrig. Der kan være tale om mere alvorlige former for kriminalitet. Dette er det mest ekstreme niveau af ludomani, som kan føre til fængselsstraffe eller livstruende konsekvenser.

Biologiske faktorer kan have en stor betydning, da visse aspekter af ludomani minder om andre former for misbrug. Hjernescanninger har vist, at gevinster i spil kan udløse neurologiske reaktioner, der minder om dem, der udløses, når en kokainmisbruger indtager kokain. Der ses også en relation mellem tvangsmæssig adfærd og mangel på kemikalierne noradrenalin og serotonin. Nogle mennesker kan altså være genetisk disponerede for at udvikle afhængigheder.

Psykologiske faktorer kan spille ind, såsom et menneskes unikke tilgang til det at spille. Der ses ofte en forvrænget tankegang hos personer, der lider af ludomani, såsom benægtelse af afhængighed, minimering af tab, overtro og en følelse af at kunne forudsige spilresultater.

Sociale faktorer kan betyde, at negative begivenheder, isolation eller stress kan udløse en vis opførsel hos mennesker med tendenser til ludomani, selvom de ikke ligger til grund for afhængigheden selv. Der findes desuden sammenhænge mellem ludomani og tilstande såsom depression og ensomhed. Ludomani ses ofte hos flere medlemmer af samme familie, hvor yngre familiemedlemmer måske er blevet påvirket af ældre familiemedlemmer med ludomani.

Ludomani kan også optræde som følgesygdom i forbindelse med andre problemer. Flere risikofaktorer øger sandsynligheden for, at en person udvikler ludomani, hvis de også lider af andre former for afhængighed såsom alkoholisme eller stofmisbrug. Desuden er flere psykiske lidelser såsom personlighedsforstyrrelser, depression og angst blevet identificeret som risikofaktorer for udvikling af ludomani.